I 2030 er der ingen børn og unge under 18 år, der ryger, og færre end 5% ryger blandt den voksne befolkning.
I Skive Kommune ønsker vi, at så mange som muligt vælger et liv uden tobak og nikotin, samt at vi ikke giver tobakken videre til næste generation.
De sidste mange år har den ene rygestopkampagne afløst den anden, og det har også hjulpet. Men nye tal viser, at antallet af rygere igen er stigende. Det tyder på, at vi med alle kampagnerne og rygeloven fra 2007 har nået et loft, og det er på tide at tænke anderledes.
Alle ved, at rygning er usundt og skadeligt. Det afholder dog ikke 40 børn og unge i Danmark fra hver dag at tænde deres første cigaret.
Børn og unge skal vokse op i røgfri miljøer. Skive Kommune har derfor tilsluttet sig det landsdækkende partnerskab Røgfri Fremtid. Røgfri Fremtid har en vision og har sat et mål for 2030, hvor ingen børn og unge under 18 år ryger, og færre end 5 % ryger blandt den voksne befolkning.
I løbet af de næste fire år vil vi derfor bestræbe os på at få sat de ambitiøse målsætninger i Røgfri Fremtid på den kommunale dagsorden og dermed få sat Skive Kommune på landkortet over kommuner, der tør tage ansvaret for at nå i mål med en Røgfri Fremtid i 2030.
Vi skal have et særligt fokus på at forebygge, at kommunens unge tænder den første cigaret. Lige så vigtigt er det at have fokus på at videreudvikle og kvalificere vores allerede eksisterende tilbud målrettet dem, der ønsker at kvitte deres afhængighed af nikotin.
"Jeg synes, det er fornuftigt, at der fra kommunens side bliver taget et ansvar i forhold til usunde vaner som rygning. Og jeg kan godt lide tanken om, at vores fremtid skal være røgfri. Vi bruger så meget energi på at tænke på for eksempel klimaet, men det er jo også vigtigt, at vi husker vores egen personlige sundhed."
...
"Selv går jeg i en sportsklasse, hvor der ikke er nogen faste rygere. Vi finder fællesskab i noget andet end at stå i en rundkreds og ryge."
...
"Jeg har aldrig selv overvejet at begynde at ryge. Der er jeg blevet præget meget hjemmefra. Men jeg tror, det handler både om påvirkning hjemmefra og om at give de unge en viden omkring sundhed og risiko."
...
"Jeg tror ikke, at deciderede forbud virker særlig godt. Så risikerer man bare, at de unge bliver lidt trodsige. Men jeg tror på seriøs oplysning, så man får fokus på, at rygning bare er så hamrende usundt – før det er for sent. Derudover har skolen for eksempel et tilbud omkring rygestop, hvor man kan få gratis hjælp, hvis man ønsker at holde op. Det synes jeg er ret godt."
...
"Endelig tror jeg faktisk også, at det vil hjælpe at sætte prisen på cigaretter op. Vi har jo kun vores SU, og hvis den dårlige vane bliver for dyr, så man for eksempel skal vælge cafébesøg med vennerne fra, så tror jeg, at flere vil holde op."